Fakta om mousserende vin

Fakta om mousserende vin

Bobler kan noget særligt. De er forbundet med festlige lejligheder og har noget muntert og samtidig lidt højtideligt over sig. Vin med bobler er det, vi kalder mousserende vine, og den mest kendte type af mousserende vin er Champagnen.

Som navnet antyder, kommer Champagnen fra Champagne-distriktet i Frankrig – og kun derfra. Der findes eksempelvis ikke ’russisk Champagne’, selvom det er gængs i folkemunde at kalde andre mousserende vine for Champagne.

Champagne, Crémant, Cava, Spumante og Sekt

Til gengæld findes der mange andre mousserende vine, der snildt kan hamle op med Champagnen – den franske Crémant, den spanske Cava, den italienske Spumante og Sekt som fremstilles i Tyskland, Østrig og Ukraine. Fremstillingsmetoderne er de samme.

Alle mousserende vine er sekundært fermenteret hvidvine, hvilket betyder, at vinen efter den første gæringsproces har gennemgået endnu en gæringsproces i flasken – og
det er denne, der giver boblerne. Processen er dog omstændelig, og derfor er boblerne i flere af de billige mousserende vine lavet ved at tilsætte kulsyre. Det giver typisk lidt mere hidsige bobler.

Champagnen findes både i alt fra de meget tørre (brut zéro/brut naturel) til de meget søde (doux) og laves typisk af druerne Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay – enten af én af druerne eller en blanding af op til tre druer. Mange af de andre gode mousserende vine laves af de samme druer og eneste forskel er derfor i princippet distriktet.

Som modvægt til fede komponenter

Mousserende vine er den helt oplagte drik til østers og kaviar, men også til lette retter, skaldyr, fisk, ris og tapas. Samtidig fungerer de også rigtig godt med krydret, asiatisk mad. Det afgørende er boblerne og syren og dermed vinens evne til at skabe modvægt til madens fede komponenter.

Print Friendly

,

Ingen kommentarer

Skriv et svar