Kartofler

Samsø-kartoflen

Der er kærlighed og omtanke bag hver eneste Samsø-kartoffel, og kun de bedste når ud i butikkerne.

Siden 1988 har brødrene Søren Peter og Jens Kristian Kjeldahl holdt Danmark kørende med Samsø-kartofler. I år sender de omkring 5000 tons kartofler ud til Dansk Supermarkeds  butikker – herunder naturligvis til Bilka.

Jens Kristian Kjeldahl med det smukke Samsø i baggrunden

Jens Kristian Kjeldahl på Samsø

– Vi er begge samsinger, men vores forældre dyrkede ikke kartofler, fortæller Jens Kristian.

Han er den yngste af brødrene og var kun 19 år, da de blev enige om at købe en kartoffelmark sammen.

– Vi ville lave gode grøntsager – i en kvalitet, som vi kunne være stolte af og så selvfølgelig også tjene penge på det, siger Jens Kristian.

Brdr. Kjeldahl dyrker i dag tidlige Samsø kartofler, almindelig spisekartofler, Samsø løg, rødløg, bundtløg, rødkål, knoldselleri, aspargeskartofler, Samsø græskar samt mindre specielle grøntsager og frø.

Fra 4 til 160

De startede med 3-4 marker, der nu er blevet til 160 med 700 hektar i det hele. Der er kartofler på de 260 hektarer. Resten bruges til forskellige grøntsager og sædskifteafgrøder.

Gennem årene er produktionen blevet forfinet, de bedste kartoffelsorter er blevet udvalgt, der er købt mere jord og udvidet adskillige gange.
Og med årene er brødrene blevet eksperter på kartoffelområdet.

– En kartoffel er ikke bare en kartoffel. Vi har prøvedyrket en helt masse forskellige slags for at se, hvordan de passer til vores klima. Vi sorterer dem fra, der ikke er gode nok og avler videre på dem, vi synes er gode, siger Jens Kristian Kjeldahl.

Der findes mange kartoffelsorter, og hos Brdr. Kjeldahl fører de også flere forskellige kartoffelsorter, så de kan levere kartofler året rundt. De dyrker både tidlige kartofler, almindelige spisekartofler og aspargeskartofler. Brødrene har et tæt samarbejde med Samsø Landboforening, hvor de årligt tester nye sorter for at finde de bedste kartofler til forbrugerne.

Den kendte kartoffel

Samsø har i mange år været kendt for kartoffelproduktionen og for at kunne levere årets første kartofler. Øen har rigtig gode klima-forhold med mindre nattefrost på grund af det omkransende hav, gode jordtyper og de mange solskinstimer.

– Vi har flere solskinstimer end Bornholm, siger Jens Kristian og begrunder det blandt andet med, at DR-meteorologen Jesper Theilgaard har sommerhus på den lille ø.

Tidligere kunne Samsø levere kartofler til Grundlovsdag, men nu kan brødrene Kjeldahl høste allerede i midten af maj.

– Hele processen starter i januar, hvor vi lægger kartofler til spiring på opvarmede lagre. Når risikoen for frost er minimal, sættes kartoflerne i jorden. Dernæst er det op til vind og vejr, hvornår kartoflerne er klar til optagning. Vi har fundet nogle andre måder at spire på, dækker kartoflerne på en anden måde og giver dem de rigtige næringsstoffer. Det handler om hele tiden at dygtiggøre os, så vi kan konkurrere med de udenlandske producenter, fortæller Jens Kristian.

Æbler, pærer og en bus

Det seneste skud på stammen i Brødrene Kjeldahls forretning er et samarbejde med Alstrup Frugtplantage på Samsø. Så du kan glæde dig til lækre æbler og pærer fra Samsø til efteråret.

Brødrene Kjeldahls safaribus

Brødrene Kjeldahls safaribus

Derudover begynder Søren Peter og Jens Kristian på noget helt, helt nyt nu. De vil nemlig gerne vise deres marker og afgrøder frem for alle dem, der har lyst til at se dem og blive klogere på, hvordan tingene kommer fra jord til bord.

– Med safaribussen vil vi gerne vise folk, hvordan tingene bliver til, og vise dem tingene ude i marken. Samtidig vil vi også gerne give dem lidt lokalhistorie og viden om naturen. Så vi skal køre rundt i en bus som Sandormen i Skagen og vise det hele frem. Vi skal skære et rødkål over, rykke kartofler op af jorden og se, hvordan det hele fungerer her. Vi vil gerne dele vores interesse for kvalitetsgrøntsager, siger Jens Kristian.

Safaribussen forventes at tage 200 ture hen over sommeren med øens turister og diverse madentusiaster.

Maskinerne hjælper

Det er en imponerende maskinpark, der er på gården. Der er mere eller mindre en maskine til alt – udover de maskiner, der kun har noget med kartoflerne at gøre.
Der er 22 traktorer i alle størrelser, fra 15 til 300 hestekræfter, og 8 af traktorerne er udstyret med GPS, hvilket optimerer tiden i marken.

Kartoflerne bliver vasket og tørret og sorteret ad flere omgange, så alle dårlige eller knap så pæne kartofler sorteres fra.
Kartoflerne er underlagt strenge kvalitetskrav, så forbrugerne modtager så gode kartofler som muligt. Ad flere omgange bliver de også håndsorteret. Maskinen kan ellers sortere de grønne kartofler eller dem med skurv fra, så de ikke ender ude ved forbrugeren. Men det menneskelige øje og hånden kan trods alt stadig fange noget, som en maskine ikke kan.

Se videoen for at se kartoflen komme fra jorden, gennem vask og tørring, sortering, vejning og i poserne.

Se masser af lækre opskrifter med kartofler på Bilka Tasting

Læs mere om brødrene Kjeldahl

Print Friendly, PDF & Email
Ingen kommentarer

Skriv et svar